Inden I starter I Birkely, er det en god idé at kontakte os, for at høre hvilken stue jeres barn skal gå på og her aftale med de voksne på stuen om hvornår I kommer den første dag.
Det kan være en stor omvæltning at starte i en daginstitution, derfor lægger vi vægt på, at modtagelsen af jeres barn skal være en god oplevelse, både for jer som forældre, og for jeres barn.
Der er mange nye ting man skal vænne sig til, nye voksne, nye børn og nye omgivelser. Derfor vil vi gerne have en snak ved opstarten. Vi vil gerne hilse på jer forældre og høre lidt om jeres barn, jeres barns vaner, behov osv. og vi kan fortælle lidt mere om hverdagen i huset. På den måde har vi et godt udgangspunkt for at modtage jeres barn og jer den første tid i Birkely.
Indkøringer er meget individuelle og det er vigtigt, at I sammen med de primærvoksne på stuen, finder den indkøring der passer bedst til jeres barn, for at skabe den bedste tryghed og base for jer som familie.
Indkøring
Når dit barn starter, er der to voksne der er primærvoksne for barnet. Det betyder, at det er de 2 voksne, der har kontakten til jer forældre og som er tættest på jeres barn i indkøringsfasen.
I skal regne med at afsætte en til to ugers tid til indkøringen.
Det er vores erfaring, at I skal bruge nogle dage sammen med jeres barn i institutionen og starte med korte dage, da det kræver meget energi at starte i helt nye rammer samt at en opstart med jeres tilstedeværelse giver jeres barn en fornemmelse af, at I kan lide at være her og at I kommer tilbage.
Derfor opfordrer vi jer til at være her sammen med jeres barn 1-2 timers om formiddagen i tidsrummet ca. fra 9-11 de første par dage. Herefter tager vi dagene en ad gangen og vil i dialog med jer aftale, hvornår jeres barn er klar til at sige farvel, spise med og tage sin første lur.
Vi tilbyder jer en samtale efter ca. 3 måneder, hvor vi vil tale om barnets trivsel og start i Birkely.
Dagplejemor/ eller tidligere institution er meget velkomne til at besøge os inden opstart.
Aflevering og afhentning
Når I skal sige farvel til jeres barn, er det vigtigt, at I siger: ”jeg går nu, og jeg kommer igen, og henter dig”. Det er meget naturligt, at jeres barn bliver ked af det. I er derfor meget velkomne til at ringe for at høre, hvordan jeres barn har det i løbet af dagen. Det er ligeledes vigtigt at I husker at få sagt hej og farvel til personalet på stuen, så vi er opmærksomme på om jeres barn er kommet eller er gået hjem.
Når I kommer og går, skal I taste jeres barn ind på vores komme/gå skærme. Skærmene hænger uden for stuerne.
I vil få adgang til AULA, via jeres Mit ID. På AULA vil I kunne læse vores dagssedler, som beskriver dagens aktiviteter samt se billeder af aktiviteterne. Det er også på AULA, at I kan notere om jeres barn holder fri, om de bliver hentet af andre eller om jeres barn er syg.
Personalet i Birkely har skiftende arbejdstider. Derfor vil I møde forskellige voksne ved åbne- og lukketid. Men da vi er et lille hus, vil det øvrige personale også hurtigt lære jeres barn og jer at kende.
