Opstart i Dagplejen

Vi samarbejder tæt med jer som forældre for at sikre en tryg og god start på dagplejelivet.

Senest et par måneder før jeres behovsdato vil vi kontakte jer telefonisk med henblik på anvisning af en dagplejeplads. I træffer først den endelige beslutning om pladsen, når I har besøgt det pågældende dagplejehjem og haft mulighed for at møde dagplejeren.

Opstart i dagpleje er en stor begivenhed – både for barnet og for jer som forældre. For at skabe de bedste betingelser for en tryg begyndelse, inviterer vi til et indledende møde. Her taler vi sammen om jeres barns behov og planlægger en indkøring, der tager udgangspunkt i netop jeres barn.

Det er vigtigt, at du som forælder har mulighed for at være til stede i opstartsperioden. Vi anbefaler, at den ene forælder er med barnet i dagplejen den første tid, hvor dagene som udgangspunkt er korte. Herefter begynder forældrene så småt at gå fra barnet i kortere perioder, som gradvist udvides. Denne proces tilpasses barnets tempo og behov, og dagplejeren støtter jer hele vejen.

Derfor anbefaler vi også, at barnets opstartsdato placeres inden jeres barsel slutter. Vi anbefaler minimum to uger til indkøring, men for nogle børn er der brug for længere tid for at finde sig til rette i nye rammer.