Sådan møder vi dit barn

I Mejsebo arbejder vi, ligesom resten af Vallensbæk kommune, med vores fælles børnesyn på 0-18 års området. Vores fælles børnesyn tager udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan og i kerneværdierne: omsorg, nysgerrighed og fællesskab.

I Mejsebo er det vores mål at give børnene lov til medbestemmelse ved at føle sig set, hørt og forstået. Vi er rollemodeller ved at bane vejen for børnenes fantasi.

Hvis en af børnene pludselig hører lyde og kæder det sammen med Tilde, en af Vestegnens kæmper. Så kunne man gå ud og kigge efter fodspor eller kigge efter maden som Tilde kunne have spist m.m. Dette er med til at følge børnenes spor og de får lov til at udvikle deres fantasi
og lysten til at lære at være mere nysgerrige.

Vi kan:

  • Have gruppedage hvor børnene er aktive medskabere i form af aktiviteter, som de kan have af interesse. Dette kan også forekomme i de spontane situationer.
  • Have samlinger om morgenen hvor børnene bliver informeret om dagens forløb. Det er her de kan komme med input til, hvordan de kunne tænke sig at dagen kunne forløbe. Dette er med til at skabe den gensidige tillid, da børnene bliver hørt i hvad de kunne tænke sig, og at de har
    en værdi i sig selv.
  • Samtale med børnene i løbet af dagen: Til frokost sætter vi os ned med en gruppe børn, hvor vi, både børn og voksne, kan stille nysgerrige spørgsmål til dagens gang og personalet kan lytte til børnenes tanker. Dette er med til at skabe tryghed og omsorg børn og voksne imellem.

Om eftermiddagen er der ikke planlagte aktiviteter. Her har børnene mulighed for at kunne være dem selv, og skabe de relationer de måtte have behov for. Her ses de børneinitierede lege. Her kan de voksne vise interesse ved at komme med ideer og samtidig følge med i
børnenes udvikling f.eks. socialt.

Mål for de voksne: Se børnene som selvstændige og kompetente mennesker. Hvis et barn vil op på gyngen, men har svært ved det. Så guider vi dem i første omgang, og fortæller dem hvordan man kan gøre, i stedet for at umyndiggøre barnet og selv sætte dem op på gyngen. På denne måde skaber vi udfordringer, og giver dem positive forventninger, idet vi hjælper dem i at være selvhjulpne

# Børn gør det godt når de kan

Derfor tager det pædagogiske personale ansvar for at skabe rummelige pædagogiske læringsmiljøer så alle børn oplever at lykkedes.

I Mejsebo betyder det at vi arbejder med en tydelighed omkring hvad man kan lege hvor, så børnene oplever at lykkedes med at afkode lege- og læringsmiljøerne.

At vi i personalegruppen arbejder med positive tilkendegivelser til og om børnene og minimere brugen af definerende metaforer.

At vi arbejder med et fokus på det vi ønsker for børnene frem for det der er svært og problematisk.

 # Alle børn har talenter og udvikler sig i forskellige tempi

Derfor inddeler personalet børnene i relevante mindre grupper, så alle børn får de bedste muligheder for at opleve succes. Vi er nysgerrige på det enkelte barns intentioner og nærmeste udviklingszone, og justerer rammerne derefter.

I Mejsebo betyder det at vi er aldersopdelte i Vuggestueteamet og Børnehaveteamet.

Vi bruger fællesrum og aktivitetsrum til aktiviteter i mindre grupper hvor vi både kan dele børnene efter alder men i lige så høj grad efter deres udviklingsniveau.

Personalet tager ansvar for at justere rammer og læringsmiljøer så de passer til alle børn i gruppen og ikke kommer til at virke ekskluderende for nogle børn grundet for høje krav.

# Børn har værdi for og hører til i fællesskabet

Derfor arbejder det pædagogiske personale med at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Gennem voksenstyrede aktiviteter og lege, understøtter det pædagogiske personale alle børns deltagelse, så de oplever sig som værdifulde for fællesskabet.

I Mejsebo betyder det at vi har et stort udvalg af legetøj til alle aldre både ude og inde. 

At vi er aktivt deltagende i børnenes lege og opmærksomme på hvornår vi skal gå foran, ved siden af og bagved.

At vi arbejder med korte meningsfulde samlinger med indhold afstemt efter den enkelte børnegruppe samt med indhold ud fra både voksne og børns ønsker.

At vi ønsker at børnene har medbestemmelse i forhold til aktiviteter og legemuligheder og derfor arbejder med grader af valgfrihed afstemt efter den enkelte børnegruppe.

At personalegruppen arbejder med ugeplaner og planlagte aktiviteter så dagen er forudsigelig både for børn og voksne.