Den første dag er et besøg, hvor I og jeres barn er hos os i ca. ½-1 time. Besøget vil som udgangspunkt ligge om formiddagen i tidsrummet 9-11. Herefter tager vi dagene en ad gangen og vil i dialog med jer beslutte, hvornår jeres barn er klar til at sige farvel, spise med og tage sin første lur.
I de første dage har jeres barn måske behov for, at I kun går i kortere perioder. Her er det vigtigt at I befinder jer forholdsvis tæt på institutionen, så vi har mulighed for at kontakte jer hurtigt, når jeres barn er mættet af indtryk. Vi anbefaler, at barnet i den første tid har kortere dage, da det kræver meget energi at starte i helt nye rammer.
Indkøring i vuggestuen vil ofte medføre at jeres barn kan være meget træt sidst på eftermiddagen og reagerer på de nye omgivelser, det befinder sig i. Det tager typisk 3 måneders tid for et barn at falde til på stuen, hvorefter vi tilbyder en trivselssamtale 3 - 6 mdr. efter.
